Collie

Collie

12. december 2023 Af DogsJournal

Foto: Pexels

Et kort portræt af den venlige og beskyttende race

Oprindelse

Den langhårede collie kom til Skotland med fårene, og den har været avlet målrettet på udseendet siden midten af 1800-tallet. Dens popularitet eksploderede, da dronning Victoria anskaffede racen omkring 1880.

Under de to verdenskrige gjorde adskillige collier god nytte som sanitets- og ordonnanshunde. Det næste store popularitetsboom kom i 1960’erne, da Hollywood begyndte at producere Lassie-filmene.

Mentalitet

Den skotske hyrdehund er Storbritanniens klassiske fårehund, som i årenes løb har udviklet sig til en ypperlig selskabshund. Collien er kontaktsøgende, lærevillig og nem at omgås. Den er især venlig og beskyttende over for familiens børn. Den kan have tilbøjelighed til at blive forskrækket fx over høje lyde.

Behov

En collie behøver et godt socialt liv med tæt kontakt til familien. Den bør aktiveres og få lov til at møde mange nye udfordringer lige fra hvalp. Legelysten er stor, også når den bliver ældre.

Aktivitetsniveau

En collie har brug for en del motion som ung, men tilpasser sig efterhånden helt efter omgivelserne. Sætter livet igennem pris på at løse opgaver. Den er samarbejdsvilling, tager gerne mod anvisninger og holder sig som regel i nærheden af sine mennesker.

Pels og Pleje

Den store, glansfulde pels fælder mindre, end man umiddelbart skulle forvente, og den er smuk, når den er velplejet. Pelsen kræver dog en omhyggelig børstning og frisering mindst en gang om ugen for ikke at filtre, og man kan roligt sætte en times tid af til arbejdet.

Tips og Tricks

Nogle collier er følsomme og bliver let forskrækkede for høje lyde, glatte gulve eller andre hunde, som opfører sig voldsomt. Socialiser hunden omhyggeligt. Træn blidt med rigelig belønning og uden at presse. Træn øvelser, der skaber tillid.

Karakteristika

HØJDE
Hanner 56-61 cm. Tæver 51-56 cm.

VÆGT
20-34 kg.

FARVER
Zobel, trefarvet eller blue merle med hvide aftegninger. Den hvide farve må dog ikke være dominerende.

SPECIALKLUB
Dansk Collie Klub

Kilde: DKK

Læs seneste på bloggen