Cavalier King Charles Spaniel

Cavalier King Charles Spaniel

12. oktober 2023 Af DogsJournal

Foto: Pexels

Cavalier King Charles Spaniel – Denne artikel er et portræt af den populære race, som i 2022 lå nr. 7 på listen over de 20 mest populære hunderacer i Danmark ifølge Dansk Kennel Klub.

Oprindelse

Små dværgspaniels har været kendt i mere end tusind år. De blev især forbundet med den engelske Kong Charles II i slutningen af 1600-tallet og med slægten Marlborough på Blenheim Castle hundrede år senere. Gennem 1800-tallet blev en kortnæset variant stadig mere populær under navnet King Charles Spaniel, og den langnæsede gik næsten i glemmebogen. Indtil en amerikaner i 1920’er udsatte pengepræmier til de bedste hunde af den gamle type. De fik så føjet ordet Cavalier til racenavnet.

Mentalitet

Cavalier king Charles Spaniels er livlige, venlige og imødekommende over for voksne såvel som børn, fremmede og andre hunde.

Det er en stilfærdig og behagelig selskabshund, som knytter sig til hele familien. Cavalier King Charles Spaniel er velegnet også hos lidt ældre, men stadig aktive mennesker, der ligesom den sætter pris på friske gåture. Den kan være lidt gøende.

Behov

Vær opmærksom på, at DKK’s opdrættere arbejder på at sikre sundheden hos Cavalier King Charles Spaniel. Det betyder bl.a., at avlshundene regelmæssigt skannes for en arvelig hjertesygdom, der kan ramme racen. Mange opdrættere vælger desuden at gennemføre en række andre sundhedsundersøgelser, herunder DNA-test og MR-skanning, så husk derfor altid at spørge ind til forældrenes sundhed, når du er på udkig efter en hvalp.

Aktivitetsniveau

Racen har brug for et socialt liv med menneskelig kontakt samt motion og mentalt stimulerende beskæftigelse. Den er glad for at lege, bruge sin næse og apportere.

Ude er racen aktiv, elsker at bevæge sig og glad for at få nye positive oplevelser. Den har bevaret noget af de større spaniels vildtinteresse.

Hjemme er den rolig og afslappet. Den er kontaktsøgende og tilpasser sig generelt familiens aktivitetsniveau.

Pels og Pleje

Pelsen er lang, silkeagtig og glat eller let bølget. Den kræver jævnligt en grundig gennembørstning, og de fyldige behæng på bryst, ben, ører og hale skal helst friseres dagligt. Væn tidligt hunden til at blive puslet om, så det bliver en hyggestund for begge parter.

Tips og Tricks til indlæring og håndtering

Cavalier King Charles Spaniels sætter stor pris på ejerens opmærksomhed og samarbejder gerne, når indsatsen belønnes hurtigt og varieret. Hold igen med godbidderne for at undgå overvægt og skift mellem leg og apportering. Træn venligt og kvikt i korte sekvenser.

Karakteristika

Højde
31-33 cm for begge køn.

Vægt
5,4-8 kg.

Farver
Sort med tanfarvede aftegninger, ensfarvet rød, hvid med kastanjebrune partier (farven kaldes blenheim) eller trefarvet hvid-tan-sort.

Specialklub
Cavalier King Charles Spaniel Klub

Kilde: DKK