Foto: Pexels
Dalmatineren er en meget gammel race, men det vides ikke med sikkerhed, hvorfra den stammer.
Det østlige middelhavsområde er nævnt som oprindelsesområde. Herfra menes den at være spredt mod vest til Europa og mod øst til Indien, hvorfra den igen blev spredt af sigøjnerne, der tog racen til sig.
Historien
De ældst kendte europæiske afbildninger af en hund af dalmatinertype stammer fra Firenze ca. år 1360, men racen er formentlig ældre.
I 1700- og 1800-tallet havde dalmatineren sin storhedstid, hvor den især i England fungerede som ledsager til hestevogne. Dalmatineren løb under eller ved siden af vognene, sikkert især som dekoration, men måske har den også haft en rolle som vagthund.
Dalmatineren kom formentlig først til Danmark i 1800-tallet. Indtil omkring 1980 var dalmatineren en sjælden race. I perioden indtil 1996 var antallet stigende; men de senere år har antallet af registrerede hvalpe være støt faldende, og racen er i dag ganske sjælden, idet der kun fødes i alt 50 – 80 dalmatinerhvalpe pr. år.
Udseende
Dalmatineren er en middelstor hund, kraftig og muskuløs. Den må dog hverken virke grov og klumpet eller for let og luftig. Det er en hund, der er skabt til fart og stor udholdenhed.
Hovedet er temmelig langstrakt med en flad, ret bred isse. Der skal være en tydelig markering af stoppet, således at isse og snude ikke løber ud i et. Snudepartiet skal være langt og veludfyldt. (Spids snude er forkert). Øjnene er mørkebrune hos den sortplettede og lidt lysere hos den leverfarvede. Udtrykket er vågent og intelligent. Ørerne er middelstore, ret højt ansatte og bæres tæt ind til hovedet. Halsen er tør, d.v.s. ingen løs halshud, ret lang og elegant buet.
Ryggen er kraftig og muskuløs. Brystkassen er dyb med godt hvælvede ribben.
Benstammerne er kraftige, og poterne skal være kompakte og stærke (kattepoter).
Halen er middellang og bæres let opadbøjet, men må aldrig være kringlet.
Pelsen er tæt, hård og skinnende. Der findes to farvevarianter: Hvid med sorte pletter og hvid med brune pletter. Pletterne skal være på størrelse med en 2- eller 5-krone og være runde og klare i farven. De har varierende størrelse, mindst på ben, hale og hoved, og de skal helst være jævnt fordelt over hele kroppen.
Skulderhøjden for hanhunde varierer som regel fra 59 – 62 cm, mens tævernes skulderhøjde ligger omkring 56 – 59 cm.
Temperament og brugsegenskaber
I hjemmet er dalmatineren som regel en stille og rolig hund, mens den i det fri er meget nysgerrig, glad og livlig.
Dalmatineren skal, som enhver anden hund, have daglig motion og opgaver, som kræver hjerneaktivitet, for at trives.
Den er intelligent, meget lærevillig og lærer hurtigt; men opgaverne skal være afvekslende og udfordrende, for at en dalmatiner virkelig finder det interessant. Træning, der kræver gentagelse efter gentagelse, præcision og akkuratesse, er derfor som regel ikke rigtig noget for en dalmatiner.
Tidligere fungerede dalmatineren formentlig som vagthund; men denne brugsegenskab er i dag næsten forsvundet, og den er nu først og fremmest en fremragende familiehund.
Dalmatinerens smil
Dalmatineren gør som ret regel sjældent, men kan godt give lyd fra sig, hvis der kommer ubudne gæster.
Et særpræg ved racen er, at den kan ”smile”, hvilket for udenforstående kan virke som aggressiv tandvisning; men det er det på ingen måde. Det er hundens måde at vise venlighed på. I fagsprog kaldes det et ”dæmpende signal”.
En ting som du skal være opmærksom på er, at dalmatineren fælder jævnt året rundt, og de små, hvide hår er meget iøjnefaldende på mørkt tøj. Børstning og korrekt fodring kan dog mindske fældningen.
Fejl og mangler
Dalmatineren kan som alle andre hunderacer være født med større eller mindre skønhedsfejl, hvis man sammenholder med standarden.
Inden du køber hund, skal du derfor gøre dig klart, om du køber hunden for at den skal anvendes til avl og udstilling, eller den udelukkende skal være en dejlig familiehund. Som nævnt er de fleste fejl kun skønhedsfejl; men desværre kan det ske, at en hvalp er født døv. Det er en uacceptabel fejl, da en døv hund har store problemer, hvis den skal leve i vores dagligdag.
Hvalpene kan herudover have andre fejl, der gør, at de ikke altid kan anvendes til avl og udstilling. Det er dog kun skønhedsfejl, og hunden er lige så dejlig en familiehund.
- Nogle fejl kan for nogle endda synes særligt charmerende, fordi det giver hunden et særpræg. Af sådanne fejl kan nævnes:
- Store plamager af farve; kaldet patch.
- Manglende pigment omkring øjne og på snude.
- Tricolor; d.v.s. at hunden ud over de almindelige pletter også har gulbrune eller orange pletter.
- Blå øjne; hunden kan have et blåt øje, i stedet for den korrekte brune øjenfarve.
Skønhedsfejlene bør give nedslag i købsprisen.
Sundhed
Dalmatineren er generelt en sund race, og alvorlige sygdomme forekommer kun sporadisk.
Døvhed var tidligere et velkendt problem, men ses næsten ikke mere.
Hudproblemer er, som i mange andre racer, den hyppigst forekommende skavank hos især unge hunde; men kroniske hudproblemer, der ikke kan behandles, ses dog yderst sjældent.
Kilde: dalmatinerklubben.dk