Deerhounden ligner ved første øjekast en stor, ruhåret greyhound. Den er højbenet, atletisk og bygget til fart, men dens udtryk er ofte blødt og værdigt. Bag det historiske ydre gemmer der sig en venlig og rolig hund, som kan være en hengiven familiehund i det rette hjem. Racen blev gennem århundreder udviklet til jagt på kronhjort i det skotske højland. Den skulle kunne følge vildtet over store afstande og kombinere hurtighed med styrke og udholdenhed. Selv om Deerhounden i dag primært lever som selskabs- og familiehund, er jagthundens fysik og instinkter stadig en vigtig del af racen. Det er derfor ikke blot en stor og elegant hund, som har brug for en blød seng. Deerhounden har også behov for plads, bevægelse og en ejer, der forstår livet med en selvstændigt tænkende mynde.
En gammel skotsk jagthund med en dramatisk historie
Deerhounden kaldes også Scottish Deerhound og hedder hjortehund på Dansk Kennel Klubs danske raceside. Dens præcise oprindelse er ikke fuldt dokumenteret, men store jagtmynder har eksisteret i Skotland gennem mange århundreder. FCI beskriver racen som en hund, der har været anvendt til jagt på kronhjort i omkring tusind år.
De skotske klanhøvdinge brugte store mynder til jagt på blandt andet ulv og hjortevildt. Hundene skulle kunne opdage og forfølge byttet ved hjælp af synet, indhente det i åbent terræn og have styrke nok til at arbejde med stort vildt.
Racens betydning svandt, da jagtformen ændrede sig. Skydevåben blev mere effektive, skove blev fældet, og det skotske klansystem brød sammen. Deerhounden var på et tidspunkt tæt på at forsvinde, men interessen for racen blev genoplivet i 1800-tallet. I dag er den stadig sjælden og regnes i Storbritannien blandt landets sårbare oprindelige racer.
Stor, ruhåret og bygget som en atlet
FCI beskriver Deerhounden som en større og kraftigere udgave af en ruhåret greyhound. Hanner skal ønskeligt være mindst 76 centimeter høje, mens tæver skal være mindst 71 centimeter. Vægten ligger typisk omkring 36 til 46 kilo, selv om hundens højde kan få den til at se endnu større ud.
Kroppen er langlinjet og atletisk med dyb brystkasse, stærk hals og lange ben. Bevægelsen skal være let, aktiv og jordvindende. Deerhounden blev ikke skabt som en tung mastifftype, men som en hund, der kunne bevæge sig hurtigt over vanskeligt terræn.
Pelsen er omkring otte til ti centimeter lang på kroppen og føles ru eller strid. Den må gerne se lidt pjusk-agtig ud, men skal ligge relativt tæt. Pelsen er blødere på hoved, bryst og bug. Farverne omfatter blandt andet blågrå, mørkere og lysere grå nuancer, brindlet, sandfarvet, rød og fawn med mørke hårspidser.
Den ru pels kræver ikke den samme omfattende pleje som nogle langhårede racer, men den bør gennembørstes grundigt mindst én gang om ugen. Pels, skæg, poter, ører og kløer skal også holdes under opsyn.
En mild hund med stille værdighed
Deerhoundens størrelse og jagthistorie kan få racen til at virke imponerende eller måske ligefrem voldsom. Temperamentet beskrives dog som mildt, venligt og føjeligt.
FCI fremhæver den som godmodig, lydhør og ivrig efter at behage. Den skal hverken være aggressiv, mistænksom eller nervøs, men bære sig med en form for stille værdighed. Dansk Kennel Klub beskriver den tilsvarende som venlig over for familien og godmodig over for fremmede og andre større hunde.
Mange Deerhounds er rolige i hjemmet og kan bruge store dele af dagen på at ligge behageligt, helst tæt på familien. Den ro må dog ikke forveksles med, at racen kan leve uden bevægelse. Den er snarere et eksempel på den klassiske mynde, som kan være afslappet indendørs og eksplosivt hurtig, når den kommer ud.
Den store krop fylder naturligvis meget. En Deerhound kan nå køkkenbord, spisebord og andre steder, som mindre hunde ikke kan nå. DKK nævner med et glimt i øjet, at racens størrelse derfor kan udvikle sig til en vis tyvagtighed, hvis mad og spændende genstande efterlades inden for rækkevidde.
Deerhounden har brug for fri bevægelse under sikre forhold
Racen har behov for lange daglige ture, men almindelige ture i snor dækker ikke nødvendigvis hele dens bevægelsesbehov. Deerhounden har også glæde af at kunne strække ud og løbe frit på et stort, sikkert og helst indhegnet område.
Her bliver racens jagtinstinkt vigtigt. Deerhounden er en mynde, som jager med synet. En hare, et rådyr eller en kat i bevægelse kan udløse en meget hurtig forfølgelse. Når hunden først er sat af sted, kan den på få sekunder være langt væk, og indkaldet er ikke nødvendigvis stærkt nok til at standse den.
Frihed bør derfor ikke gives ukritisk nær veje, vildt eller åbne områder uden sikker afgrænsning. En stor indhegnet have er værdifuld, men bør ikke erstatte ture og fælles oplevelser.
Lure coursing og andre kontrollerede aktiviteter, hvor mynden kan løbe efter en kunstig lokke, kan være en måde at give udløb for racens naturlige bevægelseslyst. Rolig træning, gåture i naturen og varieret bevægelse passer også godt til mange Deerhounds.
Træningen kræver ro, motivation og god kontakt
Deerhounden beskrives som lydhør og relativt nem at træne, fordi den gerne vil samarbejde. Det betyder dog ikke, at den fungerer som en klassisk brugshund, der uden videre gentager den samme øvelse mange gange.
Mynder kan være selvstændige og hurtigt miste interessen, når træningen bliver ensformig. Korte sessioner, varierede belønninger og en venlig tilgang fungerer derfor ofte bedre end hård korrektion og mange gentagelser.
Tidlig socialisering er vigtig, fordi en lille Deerhound-hvalp på kort tid udvikler sig til en meget stor hund. Den skal lære at gå roligt i line, blive håndteret, møde forskellige mennesker og fungere omkring andre hunde, mens den stadig er fysisk til at styre.
Indkald bør trænes tidligt, men først i et sikkert, indhegnet område. Målet er at opbygge stærk kontakt og gode vaner, samtidig med at ejeren accepterer, at jagtlysten aldrig nødvendigvis kan trænes helt væk.
Er Deerhounden en god familiehund?
I den rette familie kan Deerhounden være en varm, loyal og behagelig ledsager. Den søger menneskelig kontakt og trives ikke som en hund, der hovedsageligt lever alene udenfor.
Racen passer bedst til mennesker, som har god plads, adgang til natur og realistiske forventninger til en stor mynde. Hjemmet bør kunne rumme både hundens fysiske størrelse og dens behov for et stort, blødt hvilested.
Deerhounden er ofte blid, men dens størrelse skal tages alvorligt omkring helt små børn. En glad bevægelse eller en stor krop, der vender sig hurtigt, kan vælte et barn uden nogen dårlig hensigt. Samvær mellem hunde og børn bør derfor altid ske under voksnes opsyn.
Små familiedyr kræver også omtanke. Nogle Deerhounds kan leve fredeligt med katte eller mindre hunde, især når de er vokset op sammen. Racens stærke jagtinstinkt betyder dog, at man ikke bør antage, at alle individer kan omgås mindre dyr sikkert.
Den hurtigt voksende hvalp skal beskyttes mod overbelastning
Deerhound-hvalpe vokser hurtigt, og den store krop har brug for tid til at udvikle sig. Foder, kropsvægt og motion skal derfor afstemmes omhyggeligt.
En hvalp bør ikke udsættes for lange løbeture, gentagne hop eller ensidig belastning, før kroppen er tilstrækkeligt udviklet. Fri bevægelse i eget tempo på et sikkert underlag er som regel mere hensigtsmæssig end tvungen motion over lange distancer.
En ansvarlig opdrætter kan vejlede om vækst, fodring og motion gennem hundens første leveår. Det er særlig vigtigt ved store racer, hvor for hurtig vækst og overvægt kan belaste knogler og led.
Sundhed bør fylde meget i valget af opdrætter
Deerhounden er en sjælden race med en forholdsvis begrænset avlsbestand. Derfor er genetisk variation og gennemtænkte avlsvalg vigtige. Royal Kennel Club fremhæver netop bevarelse af genetisk diversitet som en central del af sundhedsarbejdet for racen.
Den amerikanske raceklub anbefaler blandt andet, at hvalpe undersøges for medfødt portosystemisk levershunt. Den fremhæver også genetisk status for Factor VII-mangel og DEPOH, som er forbundet med forsinket blødning efter operation. Hjertestatus er ligeledes relevant at drøfte med opdrætteren.
Som kommende ejer bør man derfor ikke nøjes med at spørge, om forældrene “altid har været sunde”. Bed om dokumentation for relevante undersøgelser, spørg til levetid og sygdomme i slægten, og tal med opdrætteren om, hvordan genetisk variation indgår i avlsplanlægningen.
En sundhedstest er ikke en garanti for en sygdomsfri hund. Den viser derimod, at opdrætteren arbejder systematisk med de risici, som findes i racen.
Er Deerhounden den rette hund for dig?
Deerhounden kan være den rette hund for den, der drømmer om en stor, rolig og hengiven mynde med en helt særlig værdighed. Den kan passe ind i en aktiv familie, hvor der er plads til både lange ture, sikker fri bevægelse og stille timer på sofaen.
Racen er mindre oplagt til et lille hjem uden adgang til egnede udearealer. Den passer heller ikke godt til en ejer, der forventer ubetinget løs-føring eller en hund, som kan motioneres udelukkende gennem korte ture rundt om boligblokken.
Deerhounden er heller ikke bare en større selskabshund. Den er resultatet af mange generationers avl til fart, styrke, udholdenhed og jagt. Det historiske arbejde er ikke længere en del af dens almindelige liv, men kroppen og instinkterne er stadig til stede.
For den rette ejer er det netop denne kontrast, der gør racen fascinerende: En venlig og stilfærdig hund i hjemmet, som udenfor kan forvandle sig til en imponerende atlet.
Kilder: Dansk Kennel Klub: Hjortehund, FCI: Officiel racestandard for Deerhound, The Royal Kennel Club: Deerhound, The Royal Kennel Club: Racestandard for Deerhound, Scottish Deerhound Club of America: Deerhound Health 101, Scottish Deerhound Club of America: Overvejelser før køb af Deerhound I Foto: Pexels
Læs om andre hunderacer
- Tibetansk Mastiff – Den selvstændige vogter med tusind års historie i kroppen
- Foxhound – Den engelske jagthund skabt til fart, flok og lange distancer
- Greyhound – Verdens hurtigste hunde med en overraskende rolig hverdag
- Deerhound – Den skotske hjortehund med fart i kroppen og ro i sindet
- Pudlen er ikke kun pynt – Den er en atletisk arbejdshund med en overraskende historie
