Fransk Bulldog

Fransk Bulldog

26. oktober 2023 Af DogsJournal

Foto: Pexels

Fransk Bulldog – et portræt af den lille venlige og charmerende hunderace

Oprindelse

Fransk bulldog menes at stamme fra små individer af spanske tyrekamphunde, som kom til Paris i slutningen af 1800-tallet. Her blev de krydset med engelske dværgbulldogger, muligvis medbragt af tekstilarbejdere, som af bitter nød var flyttet fra England til Normandiet. I 1880’erne var den dragernes, slagternes og kuskenes hund i de berømte haller, men også kunstnermiljøet og det bedre selskab faldt for dens helt specielle fremtoning og karakter. I dag er fransk bulldog udbredt som selskabshund over hele verden.

Mentalitet

En fransk bulldog er generelt en venlig, hengiven og charmerende hund, som helst knytter sig mest til en bestemt person i familien. Den er omgængelig over for fremmede, men med en fjern fortid som kamphund kan den godt optræde udfordrende over for andre hunde. Er kun lidt gøende.

Behov

Vær opmærksom på, at fransk bulldog er en såkaldt brachycephal race (”brachy” betyder kort og ”cephalic” betyder hoved). Racens karakteristiske flade ansigt med et kort næseparti får hunden til at se sød ud, men kraniets opbygning gør, at hunderacen er i risiko for at udvikle visse sundhedsproblemer, f.eks. snævre næsebor samt at det bløde væv i næse og svælg kan gøre det svært at trække vejret normalt, hvilket forårsager tung pusten eller tydelig vejrtrækning. DKK’s opdrættere har fokus på at vælge avlsdyr med åbne og sunde luftveje, så husk at spørge ind til forældrenes sundhed, når du er på udkig efter en hvalp.

Aktivitetsniveau

Alle bulldogger er individualister, og der er store variationer inden for racen. Generelt er de behagelige selskabshunde i en rolig familie. En fransk bulldog behøver tidlig socialisering med børn og andre hunde og et liv som husets midtpunkt. Motionsbehovet er behersket, men den behøver daglige spadsereture og mentalt stimulerende opgaver. Hunde regulerer deres temperatur ved hjælp af vejrtrækningen, så racen kan have svært ved at komme af med overskudsvarmen i varmt vejr.

Pels og Pleje

Den korte og tæt tilliggende pels holdes fri for løse hår med en daglig aftørring med et opvredet vaskeskind. Læbefolderne skal holdes rene, og tænderne skal jævnligt renses for tandsten.

Tips og Tricks til Indlæring og Håndtering

Opdragelsen af en fransk bulldog kræver tålmodighed og venlig konsekvens. Træn varieret i korte sekvenser, så hundens opmærksomhed fastholdes. Det kan være en fordel at bruge en kropssele. Skrid hurtigt ind, hvis det trækker op til konflikt med andre hunde.

Karakteristika

HØJDE
30-32 cm for begge køn.

VÆGT
8-14 kg.

FARVER
Fawn eller brindlet fawn med eller uden mindre eller større hvide aftegninger.

SPECIALKLUB
Bulldog Klubben

Kilde: DKK

Læs seneste på bloggen