Golden Retriever

Golden Retriever

4. oktober 2023 Af hunderacer

Foto: Pexels

Golden Retriever – Læs om den elskelige race, som er så populær i Danmark at den lå nr. 3 på Dansk Kennelklubs Liste over de 20 mest populære Hunderacer i 2022.

Oprindelse

Golden retrieveren blev skabt i grænseegnene mellem England og Skotland sidst i 1800-tallet. Baggrunden er formodentlig en krydsning mellem gul labrador retriever, irsk setter og den nu uddøde tweed water spaniel. Golden retrieveren blev hurtigt populær blandt jægere for dens nænsomme måde at apportere fuglene på. Senere er den blevet en af de mest populære selskabshunde i mange lande, og den gør desuden stor nytte ved opsporing af fx narko og sprængstoffer, som redningshund og som servicehund for handikappede.

Mentalitet

Golden retrieveren er imødekommende, tillidsfuld og hengiven over for familien, glad for familiens børn og generelt venlig over for mennesker. Golden retrieveren er velegnet som familie- og jagthund. Både hanner og tæver enes som regel godt med andre hunde af begge køn, og der er generelt ikke stor forskel på de to køn af sind.

Behov

Golden retrieveren er en hund, der kræver opdragelse, mentalt stimulerende beskæftigelse og fysisk motion. Den er meget kontaktsøgende og selskabelig og har brug for opmærksomhed fra familien.

Aktivitetsniveau

Som jagthund arbejder golden retrieveren ikke selvstændigt. Dens opgave er at hente nedlagte fugle på førerens anvisninger. Den er lydhør og opmærksom og holder generelt nær kontakt. Også som familiehund er den forholdsvis nem at holde inden for afstukne rammer.

Pels og Pleje

Den glatte eller let bølgede pels har en tæt, vandafvisende og godt isolerende underuld. Hunden har moderate behæng på brystet og bagsiden af benene, fyldigere på halens underside. Pelsen er ikke arbejdskrævende, men den skal gennembørstes og friseres regelmæssigt.

Tips og Tricks til Indlæring og Håndtering

Golden retrieveren er samarbejdsvillig og let at opdrage, blot det sker med venlighed og konsekvens. Træn i korte, tempofyldte sekvenser og udnyt hundens glæde ved at bære rundt på noget i munden. Den kan blive en fremragende lydighedshund. Glad for vand.

Karakteristika

HØJDE
Hanner 56-61 cm. Tæver 51-56 cm.

VÆGT
27-36 kg.

FARVER
Alle nuancer af gylden eller creme.

SPECIALKLUB
Dansk Retriever Klub

Kilde: DKK

Læs seneste på bloggen