Kleiner Münsterländer

Kleiner Münsterländer

7. oktober 2023 Af DogsJournal

Foto: Pexels

Kleiner Münsterländer lå i 2022 nr. 16 på DKK´s liste over de 20 mest populære hunderacer i Danmark. Racen er den mindste af de tyske hønsehunde og en livlig og energisk hund.

Oprindelse

Kleiner Münsterländer er en videreudvikling af de middelalderlige fuglehunde, som tidligt var almindelige over hele Mellemeuropa. Dens udseende har ikke ændret sig meget gennem flere hundrede år. Især var den udbredt som allround jagt- og gårdhund omkring byen Münster nær ved grænsen til Holland. Selv her var den dog næsten gået i glemmebogen, indtil den blev genopdaget og godkendt som race i 1912. Det er en hund, som på grund af sin størrelse og sin alsidighed især er værdsat af fritidsjægere.

Mentalitet

En Kleiner Münsterländer er venlig og hengiven over for familien og falder godt til hos mennesker med et aktivt udendørs liv, men den er og bliver en jagthund, som ikke er tilfreds med en tilværelse som udelukkende selskabshund. Den kan være en smule på vagt over for fremmede.

Behov

En kleiner münsterländer knytter sig meget tæt til hele familien, men har også et stort behov for at løbe og bevæge sig frit og for at bruge sin næse. Den sætter meget stor pris på at apportere og svømme.

Aktivitetsniveau

Jagtlysten er meget stærk, og der skal vedholdende træning til for at holde den frie hund under kontrol. Den er hurtig og grundig, når den selvstændigt afsøger et terræn for fugle. Generelt er den lydhør over for anvisninger og holder god kontakt.

Pels og Pleje

Den middellange pels er glat og silkeagtig, kun en smule bølget og ligger tæt til kroppen. En grundig gennembørstning og frisering en gang om ugen holder den fri for snavs, løse hår og filtre. En velplejet pels fælder kun ubetydeligt. Pelsen yder ret god beskyttelse.

Tips og Tricks

En Kleiner Münsterländer er navnlig som ung meget villig til at samarbejde og glad for at lære, så opdragelsen volder sjældent problemer. Træn i et kvikt tempo, gerne med hunden løs. Vær venlig og konsekvent, men undgå hårdhed. Beløn hurtigt og varieret.

Karakteristika

HØJDE
Hanner 54 cm +/- 2 cm. – Tæver 52 cm +/- 2 cm

VÆGT
18-26 kg.

FARVER
Hvid med brune partier eller brunskimlet.

Specialklub

Dansk Münsterländer Klub

Kilde: DKK

Læs seneste på bloggen